FALKECENTER SAMSØ BLEV STIFTET I 2009
LOUISE VEDEL
INDEHAVER & FALKONER
Med stor passion og kærlighed for rovfugle og ugler, en baggrund i iværksætteri, falkoneri og projektledelse startede Louise Falkecenter Samsø for at formidle rovfuglenes imponerende verden.
Hvorfor havnede jeg som falkoner?
LYKKEN KOM STYRTDYKKENDE FRA EN KLAR HIMMEL!
I mange år havde jeg snuden dybt begravet i karrieresporet, krydret med nye uddannelser og en hektisk hverdag – et liv, jeg elskede!
Jeg funderede dog altid over ordet ‘lykke’. Hvad er lykke egentlig? Hvordan føles lykke? Var jeg lykkelig? Det var lige indtil den dag, hvor havørnen Jerome styrtdykkede mod min arm for første gang. Falkoneren i den spanske dyrepark råbte “Løb, løb”, idet havørnen på fire kilo tvistede højt oppe fra den blå himmel og styrtdykkede mod mig. Dét øjeblik føltes, som der var champagne i mit blod, proppet af dopamin, endorfiner og adrenalin. I det split-af-et-sekund, inden Jerome landede på min arm, tænkte jeg – nærmest som en forløsning, efter årtier med lykkefunderinger – “DET HER ER LYKKE!!”
Fra den dag i sommeren 2007, ændrede mit liv sig for altid. Jeg var ramt, og der var ingen vej tilbage. Jeg vidste straks, at hér var der noget specielt, noget jeg skulle udforske og give videre.
Jeg har nu øvet mig i 13 år med daglige flyvninger, formidling, undervisning, én til én undervisning mv., og jeg elsker det stadig lige så meget.
Det næste, som jeg sammen med fuglene ‘flyver afsted med’, er dybdegående teambuilding og retreats, hvor fuglene indgår i læringen omkring vores tilstedeværelse i verden som mennesker.
Jeg glæder mig til rejsen og til at gå skridtet dybere med min formidling og undervisning.
Velkommen til min verden!
Stifter/Indehaver & falkoner