Skip to main content

Vores fugle

Store som små, alle en del af flokken

Russisk Steppeørn

Den Russiske Steppeørn er en imponerende ørn med et vingefang på over 2 meter og en vægt, der kan nå op på 4 kilo. Vores steppeørn er af den russiske type, som typisk er større end andre steppeørne.

Om Steppeørnen Cherie

Vi har en enkelt steppeørn på Falkecentret, som hedder Cherie. Hun styrer 100% selv, hvordan dagens flyvning bliver. Nogle dage tager hun stor højde og viser publikum essencen af at være en ørn, der kan svære på store vinger. Andre dage vil hun egentlig bare helst have dagens måltid helt tæt på publikum – flyvningerne med Cherie er aldrig ens.

Cherie er en elegant og let flyver med et mildt sind, og har et personligt forhold til hver enkelt falkoner. Nogen gider hun, andre gider hun ikke.

Den russiske steppeørn har sin oprindelse på de asiatiske og russiske stepper, hvor den lever af gnavere som hare og kaniner, men den tager også slanger og fugleunger, og går heller ikke af vejen for ådsler. Ørnen overvintrer i Afrika og Indien. De bygger rede primært på jorden og i flade trætoppe, og foretrækker at leve i tørre landområder som ørken og steppe.

Steppeørnen kan i øvrigt ses i det kasakhstanske flag.

Cherie vejer 3 kg.

På Falkecentret har vi haft et avlspar, af hvem der kom smukke unger. Vores sidste kuld er fra 2017.

Andesvågen

Andesvågen, også kaldet den Black chested buzzard eagle, er en stor ørnelignende våge. De kendetegnes på deres lidt tykke og kraftfulde kropsbygning, det lange vingefang og den korte tilspidsede hale. Den er en fantastisk svæver, og har den majestætiske bygning og holdning som en ørn.

Om Andesvågen Inge

Inges forfædre kommer fra Peru i Sydamerika. Hun selv kommer fra en dygtig opdrætter i Østrig, hvor hun har siddet med sine forældre de første 6 måneder af hendes liv. Vi hentede hende hjem til Samsø i oktober 2021, og hun er 100% doneret af sommerens gæster.

Inge er lidt mindre end gennemsnittet, og vejer i dag 2200g. Inge har et helt unikt og usædvanligt roligt temperament. Fra dag ét var hun klar på nye udfordringer, som børn er, når de flytter hjemme fra og har fået nok af deres forældre. Hun er fantastisk til at samarbejde.

Den kommende træning med Inge er opbygning af styrke, at tage højde og være en svæver, hvor hun skal nyde friheden med en bibeholdt tilknytning til falkoneren.

Amerikansk Havørn

Den Amerikanske Hvidhovedet Havørn, også kaldet Bald Eagle, er en nordamerikansk rovfugl, som er let genkendelig på sit hvide hoved, den hvide hals og hale. Ørnen er USA’s nationalsymbol og lever i kystområder, floder og store søer i USA og Canada.

Om havørnene ALASKA, AGGALA OG PACO

Havørnen er en imponerende rovfugl med et vingefang på op til 2,5 meter og en vægt, der kan nå 6 kilo. Selve fuglens krop kan blive op til 1 meter.

Havørnen lever hovedsageligt af fisk, som den fanger i havet og indsøer, men den jager også andefugle og spiser ådsler. Når havørnen jager sit bytte, kan den nå op på en hastighed af 160-200 km/t. Den hvidhovedede havørn kan trække fisk op af vandet, der vejer ligeså meget som den selv.

I sine første leveår er havørnen mørkebrun uden større aftegninger. Den får først sit karakteristiske hvide hoved og den hvide hale, når den bliver kønsmoden omkring 5-årsalderen, og dermed er udfarvet (voksen). Næbbet bliver også først gult i den alder. Hos unge ørne er det nærmest brunt.

På Falkecenter Samsø har vi 2 havørne, Alaska fra 2012 og Paco fra 2004.

Paco var vores første havørn. Han er født i Tyskland og havde sine første år i Spanien. Paco er den ørn, vi flyver i FALKONERSKOLEN med kursister og elever. Han har stor personlighed og er virkelig sin egen herre. Han er en total ‘cirkushest’, der, når han ser et publikum, gerne vil være sammen med dem. Han elsker opmærksomhed og at vise, at han er kongen, når han gør sin entré med manér. I sommervejr er Paco lidt doven og laver drengestreger, mens han elsker at flyve på rå dage med hårdt vejr og kulde.

Alaska er født i nord England og har fløjet i ‘the highlands’ de første år af sit liv. Hun kom til Danmark i november 2018 og er i dag dronningen af vores forevisninger. Ligesom Paco har Alaska en stor personlighed, omend til den noget mere dominerende side. Hun er en meget kraftfuld ørn, der med sin kampvægt på fem kilo ikke bare er Falkecenter Samsøs største fugl, men hele 30% større end Paco.

Afrikansk stor hornugle

Den Store Hornugle er en underart af den store europæiske hornugle, vi kender her hjemme fra, blot lysere og lidt større. Den Store Hornugle hører til de største ugler i verden. Den kan blive op til 50 år gammel.

Om uglen Tykke Bertha

Vores hornuglen kommer oprindeligt fra Nordafrika, men Tykke Bertha er født i Danmark. Denne ugle type finder en mage for livet. De bygger deres rede på klipper eller direkte på jorden, hvor de blot skraber et hul.

Hornuglen er nataktiv og jager mindre pattedyr, firben og fugle.

Hornuglen er ikke kræsen, når der er mangel på føde. Hornuglen er set jage små antiloper, rævehvalpe og tamkatte. Den største fangst set i skandinavien er rester fra kongeørn fundet i reden hos en stor hornugle.

Den store hornugle i Lille Vildmose (i Nordjylland) har fx specialiseret sig i at fange tamkatte, som den finder i den nærliggende by.

På Falkecentret har vi én stor hornugle, den charmerende og imponerende Tykke Bertha fra 2012. Tykke Berthas vingefang er på 180 cm, og hun har en vægt på 3 kg. Tykke Bertha håndterer alt slags vejr og manøvrerer i al slags vind, lige fra 0 m/s til 20 m/s.
Tykke Bertha blev navngivet af en pensioneret historielærer – så ja, hun er en rigtig stor kanon!

Slagugle

Slaguglen er en mellemstor ugle på 630-1.020 g. Den har typisk en højde på 58-62 cm og et vingefang på 124-134 cm. De minder lidt om natuglen, men har en noget længere hale med lyse striber. I naturen lever de i Eurasien, dvs. fra det nordlige Skandinavien til det nordlige Asien. De fanger små gnavere, men er også dygtige fuglejægere.

I naturen bygger slaguglen rede i hule træer i skovområder, men den er også meget glad for opsatte redekasser.

Om slaguglen Siri

Vores slagugle Siri lagde allerede allerede æg i en alder af 2 år. Hun lagde kun 2, men slaguglen kan få helt op til 6 æg i perioden marts-april. Ungerne er allerede klar til at flyve i en alder af 5-6 uger.

Slaguglen har et meget charmende og sødt udtryk. De har et fantastisk mildt sind, men man skal ikke tage fejl af dem, når de eks. forsvarer deres unger frygtløst og aggressivt.

Siri er FALKONERSKOLENS lille prinsesse. Her kan børnene være med til at flyve hende fra handske til handske, og det er meget populært at ligge under hende og mærke hendes lydløse lette flugt over kroppen.

AMERIKANSK DVÆRG
HORNUGLE

Den lille Tropsike Dværghornugle vejer mellem 100 og 180 gram og måler mellem 15 og 17 cm. Vores dværghornugle, Brutalis, fra 2010 er Falkecenter Samsøs charmetrold.

Om dvæguglen Brutalis

Den amerikanske tropiske dværghornugle er udbredt i Sydamerika, hvor den holder til i tæt bevoksning. Dens gråbrune farver, der går i et med barken på et træ, gør det nemt for den at gemme sig i dagtimerne.

Uglen jager kun om natten og lever primært af insekter, små gnavere og krybdyr, som den fanger ved pludseligt at gribe byttet, når det sidder stille. I de tilfælde hvor uglen tager sit bytte i flugten, er det typisk insekter, det går ud over.

Om dagen sidder dværghornuglen i træer, lukker øjnene og rejser øreduskene. På den måde falder den i ét med træet og kan være svær at få øje på. Men den sover ikke!

Uglen forbindes ofte med den græske gudinde Athena – visdommens beskytter – og i billedkunsten optræder den netop som symbol på visdom og lærdom. Desværre holder det med den høje IQ ikke helt. Vores kære ugler er ikke ligefrem medlemmer af MENSA.

Lannerfalk

Lannerfalken er en afrikansk falk, der er lidt mindre end vandrefalken. Den vejer mellem 530 og 800 gram og har et vingefang på op til 120 cm. Vingerne giver den mulighed for at holde sig svævende længe uden at bruge for mange kræfter.

Den kan derfor afsøge store områder i jagten på føde. Lannerfalken fanger sit bytte ved overraskelsesangreb, og i Afrika jager den ofte fugleflokke ved vandhuller. Hannen og hunnen samarbejder om jagten: hunnen skræmmer byttet op, mens hannen slår det ned. Når de styrtdykker efter byttedyret, knytter de deres fangere og bokser byttedyret så hårdt, at de slår det ihjel ved bl.a. at knække halsen på dem.

Om JEANNE D’ARC OG ANTON

Der har aldrig været den store tradition for at bruge lannerfalke som jagtfugl, men lannerfalken er faktisk en fantastisk flyver, der med sin forholdsvis lange hale drejer og bremser meget hurtigt. Under vores forevisninger flyver vi lannerfalken til lokken og simulerer en jagtsituation.

Lannerfalken findes typisk i ørken- og steppeområder i Afrika, hvor den blandt andet bygger rede på klippeafsatser. Eftersom den lever i golde egne, er den ingen kostfornægter. Udover almindelige byttedyr som due og hare jager den også firben og løbebiller.

På Falkecenter Samsø har vi to lannerfalke, og på grund af deres rolige og behagelige temperament bruger vi dem også til at vise vores publikum, hvordan falken jagter sit byttedyr der i træningen vil væres falkonerens falkelogge. Deres tillid til mennesker gør at de kommer helt tæt på og kan både vise deres flyve kundskaber på Falkecentret men også på eksterne bookinger/arrangementer.

Jeanne d’Arc er 7 år gammel og Anton er vores yngste og nyeste medlem på centret og bliver 2 år i 2023.

Begge falke bruges til vores publikums opvisninger.

SAKERFALK

Sakerfalken også kendt som ”slagfalk” – er verdens næststørste falk, kun overgået af jagtfalken. Slagfalken er en modig og jagtlysten fugl, der ofte går efter bytte langt større end den selv.

Sakerfalken vejer typisk mellem 700 og 1200 gram, men Falkecenter Samsø slog i 2009 en lille lokal ”rekord”, da vores hunfalk nåede op på 1280 gram. Med andre ord havde vi en falk i god stand, som med stor overlegenhed nedlagde både fasaner og ænder. Hvis der havde været vilde kaniner på Samsø, ville de også være oplagte byttedyr.

Om Sakerfalken Zaka

Det svenske navn for sakerfalk er tatarfalk, og det leder tanken hen på de store asiatiske stepper, hvor falkejagtens historie tog sin begyndelse for flere tusind år siden. Men ellers er den udbredt i Sydøsteuropa og Asien, hvor den holder til i steppe- og skovområder. Sakerfalken kan dog godt lide at være i nærheden af sumpområder, hvor der er et rigt fugleliv.

Falkecenter Samsøs sakerfalk hedder Zaka. Han er 5 år gammel (fra 2017) og har en vægt på 880 gram. Zaka har et egenrådigt sind med en stor personlighed, og han elsker at lege i luften. Han er en fortræffelig flyver, der ynder at gøre falkoneren forpustet med hurtige angreb mod lokken.

AMERIKANSK TÅRNFALK

Den Amerikanske Tårnfalk (falco sparverius) er en af verdens mindste rovfugle. Som navnet antyder er den vidt udbredt i Nord- og Sydamerika. En amerikansk tårnfalk vejer kun mellem 100 og 130 gram. Med andre ord er en amerikansk tårnfalk på størrelse med en almindelig dansk solsort.

CHRISTIANO RONALDO

Tårnfalken er en væver fugl, der lever af insekter, som den fanger i luften, samt mus, gnavere, firben og småfugle. Den lille fugl er ekspert i at ”muse” – altså at stå stille på et bestemt sted i luften i længere tid. Her står den med svirrende vinger, indtil den med sikkerhed har lokaliseret sit bytte, hvorefter den med præcision som en tårnspringer dykker lodret ned for at fange det.

Den amerikanske tårnfalk formår at overleve i selv meget varme ørkenområder. Den har ikke brug for at drikke vand, fordi den får dækket sit væskebehov via byttedyrene.

Tårnfalken har i flere sæsoner vakt stor begejstring blandt vores gæster, når den har demonstreret sin imponerende jagtteknik.

Vi har én amerikansk tårnfalk på Falkecenter Samsø, som kommer af egen avl: Christiano Ronaldo (fra 2016). Han er centrets flyvende charmetrold og deltager selvfølgelig også i FALKONERSKOLEN.

HARRIS HAWK

Harris hawk hedder brunskuldret våge på dansk på grund af de rødbrune partier, den har på skuldrene. Den er almindelig i Syd- og Mellemamerika og det sydlige USA. Som det latinske navn parabuteo unicinctus antyder, er det en lidt spøjs fugl, som er ”næsten høg, næsten våge”.

Om høgeteamet

Den brunskuldrede våge har lange tynde ben, som er effektive, når den f.eks. går efter bytte i kaninhuller.

Det er en af de få rovfuglearter, der jager kollektivt. 2 til 10 (heriblandt ikke kønsmodne unger, der hjælper forældre med at fange føde til nye unger i reden) individer kan jage sammen, og det giver et godt energiregnskab for flokken. Når byttet først er udmattet og nedlagt, deler rovfuglene deres fangst.

Med tiden er den blevet en almindelig falkonerfugl især i eks. England, hvor den anvendes til kanin- og harejagt.

På Falkecenter Samsø har vi 5 brunskuldrede våger, der deltager i vores forevisninger som flok. Det er imponerende at se dem arbejde sammen. I FALKONERSKOLEN flyves Houdini og Esteban til handske, og her mærker man virkelig, hvor skarp og hurtig en høg kan være.

Høgeteamet består af Linse på 8 år, Poca på 6 år, Fiona på 2 år (vægt 1100g.) samt hannerne Houdini på 11 år og frække Esteban 9 år (vægt 700g.).

NORDISK RAVN

Ranven hører til kragefugle-familien og er den største af slagsen, og er på størrelse med en musvåge. Det er nemt at se forskel på dem, både fordi den er større, men også fordi dens hale er kileformet, og så har den et meget kraftige næb.

Mød ravnen Lis’Lot

Vi ser Ravne over det meste af verden. Den yngler i det meste af Europa, bortset fra dele af Vest- og Mellemeuropa. Herfra strækker udbredelsen sig østover gennem Asien til Stillehavet. Den vi har her på Falkecentret er født i Belgien og kom til os som ungfugl.

Ravnen kan tale, hvilket skaber meget morsomhed, når vores Ravn Lis’lot tiltaler gæsterne med ”Godmorgen – Hej Skat – Paco – piifffff” mv. Stemmen er karakteristisk, og efterligner præcis menneskets stemme. Herudover har den et naturligt dybt, groft og vidtlydende rårk.

Ravnen spiller en central rolle i den nordiske mytologi som Odins to spejdere Hugin og Munin. Før Dannebrog udgjordes danernes fane af Ravnebanneret, der viser en ravn på en rød baggrund.

Når man ankommer til Falkecentret modtager Lis’lot gæsterne fra sin voliere ud mod parkeringspladsen.

Mød teamet

Et uundværligt hold af falkonere, dyrelæger, elever, medhjælpere og dyrepassere.

Louise Vedel
Anders B. Mikkelsen